Beskyttelsesvisir til Handicapformidlingens borgere og hjælpere

Regeringen og Folketinget iværksætter genåbning af de områder der har været lukket ned siden 11. marts. Genåbningen kommer til at foregå i små etaper, således at smittespredningen ikke stiger hurtigere end sundhedssystemet kan følge med.

Forhøjet smitterisiko

Denne udvikling har Handicapformidlingen forsøgt at forudse. Genåbningen af samfundets funktioner betyder at risikoen for smittespredning vil stige for de grupper i samfundet der genoptager arbejde og skole.

Konkret vil det betyde at der, i første omgang, kan være forhøjet risiko for smittespredning fra børnefamilier med børn i klassetrin mellem 0. og 5. klasse, samt ansatte på de genåbnede skoler.

Mulighed for lidt ekstra beskyttelse

Handicapformidlingen har købt et mindre antal danskproducerede beskyttelsesvisirer udviklet af Idé-Pro. Visirene er de samme som sundhedspersonale i Region Midtjylland tilbydes. De er genanvendelige og kan anvendes mange gange, hvis de bruges som anvist. Visiret rengøres med sæbevand.

Hvis man, som arbejdsleder, har hjælpere som er i forhøjet risiko for at sprede smitte, kan man tilbyde visiret til hjælperen under udførsel af opgaver i fysisk nærvær – f.eks. tandbørsning, spisning, madlavning eller andre opgaver, hvor den dråbebårne smitterisiko er forhøjet. Visiret kan være et supplement til eventuelle værnemidler der benyttes i forvejen (f.eks. handsker).

Visiret er ikke i sig selv et godkendt værnemiddel til forebyggelse af smitte, men idet COVID-19 smitte er dråbebåren, vil anvendelse af visir kunne reducere smitterisiko i nogle arbejdssituationer.

Klik her for at anmode om 2 stk beskyttelsesvisir

Der er i samfundet som helhed stor efterspørgsel på værnemidler. Det betyder at vi udelukkende placerer mindre ordrer ved leverandøren, så vi er sikre på ikke at obstruerer leverancer til regionernes eller kommunernes primærfunktioner.

Der er således en risiko for vi løber tør og må genbestille visirer, hvis jeres opbakning til dette initiativ overstiger vores umiddelbare bestilling hos Idé-Pro.

Pas på jer selv, jeres teams og hinanden.
Handicapformidlingen