FOA og Handicapformidlingen indgår overenskomst for Handicaphjælpere

Handicapformidlingen har valgt at tiltræde overenskomst med FOA på BPA-området. Overenskomsten gælder i de kommuner som dokumenterbart udmåler efter overenskomsten.

Klik her for at hente overenskomsten som PDF

Vi har i mange år forsøgt at få kommunerne til at udmåle BPA-tilskuddet til den enkelte bevilling efter overenskomsten for handicaphjælpere. Dette har været, og er en lang sej kamp, da der desværre fortsat er flere kommuner som endnu ikke lever op til dette.

Dette arbejde vil blive intensiveret og styrket ved samarbejdet med FOA. Handicapformidlingen har en målsætning om, at samtlige kommuner i Danmark skal udmåle korrekt, og ikke foretage overenskomst “shopping”, eller direkte fjerne eller misforstå elementer i lønudmålingen jf. overenskomsten.

Vi ser frem til arbejdet, og vil gå hårdt efter at få skabt samme minimumsvilkår for handicaphjælpere i alle landets kommuner.

Vi ønsker ikke, at løn- og ansættelsesvilkår varierer fra kommune til kommune. Dette bør og skal der laves om på.

Det er heldigvis ikke alle kommuner som udmåler for lavt et tilskud. De kommuner som har lønelementer der ligger højere end overenskomsten (f.eks. respirationstillæg), vil vi naturligvis fortsat udbetale i lønnen til hjælperne.

Søren Rynkebjerg & Klaus Dübe
Handicapformidlingen
Alle fortjener en god dag